10 fordele ved konflikter

Har du mange konflikter i parforholdet? De kan føles som en pest, men kan alligevel være gavnlige.

Meningen med konflikter er at skabe forandringer. Fortiede følelser kommer frem i lyset, og har på den måde en mulighed for at skabe mere plads, omsorg og forståelse mellem dig og andre. En konflikt kan en gang imellem være præcis det, der skal til, for at du kan få et mere ærligt forhold til de mennesker, der er i dit liv.

Konflikter har et dårligt rygte, fordi de kan være skræmmende, drænende og svære at håndtere, men de er som udgangspunkt ikke det egentlige problem. Problemet er derimod de grænser der er blevet overskredet, de behov der ikke er lyttet til, og den undertrykkelse af følelserne, der er gået forud for konflikten.

Når konflikten opstår, er det et udtryk for, at følelserne hverken kan eller skal holdes nede længere. De skal afsløres og bekendes for at give alle involverede parter bedre plads – og måske levere et ærligt grundlag for nogle nye spilleregler for livet fremover.

10 fordele ved konflikter

  • Konflikter kan skabe positive forandringer. En konflikt der kommer frem i lyset, kan være det, der synliggør en svær men nødvendig forandring i samværet. Hvis du forpligter dig til at medvirke til at tage ansvar for de forandringer, udvikler du din strategiske intelligens og ansvarsbevidsthed
  • Du har en anledning til at få luft for dine følelser. Konflikter kan få din eventuelle sorg, vrede, bebrejdelse og usagte behov, ønsker og længsler frem i lyset. Det kan være en kæmpe lettelse og medvirke til at give en enorm følelsesmæssig forløsning at få lettet trykket. Når du har fået luft, er det med til at gøre dig klar til f.eks. at tage imod en undskyldning eller at lave aftaler for fremtiden
  • Konflikter kan give dig større selvbevidsthed. Hvis konflikten ikke skal fortsætte i det evige, bliver du tvunget til at forholde dig til, hvad du føler, hvorfor du har det, som du har det, hvorfor du reagerer, som du gør, hvad du har brug for, og hvor dine grænser går. Hvis du udnytter den mulighed ,kan det udvikle dit kendskab til dig selv som menneske, og det kan du bruge i tusind andre sammenhænge bagefter. Det kan i sidste ende hæve dit selvværd
  • Gennemlevede konflikter kan ende med at gøre dig mere tryg ved andre mennesker. Du har en anledning til at være helt ærlig og åben overfor den person, du har en konflikt med – du kan i visse tilfælde næsten blive tvunget til det, hvis konflikten skal afsluttes ordentligt. Det kan især være en karakterstyrkende øvelse for dig, hvis du normalt lider lidt af hensynsbetændelse, eller hvis du skjuler din sårbarhed for andre. Hvis konflikten ender godt, kan oplevelsen ende med at give dig mere mod til at sige din mening og gøre dig tryg ved at vise din sårbarhed fremover
  • Konflikter kan gøre dig stærkere som person, fordi de stiller dig i et ultimatum, hvor du enten står ved dig selv, og åbner dig – eller alternativt taber kampen
  • Konflikter kan gøre dig stærkere som person, fordi de stiller dig i et ultimatum, hvor du enten helhjertet prøver at forstå den anden part – eller alternativt ender med at tabe kampen på lang sigt
  • Du får en mulighed for at få nogle nye ting at vide om, hvordan din adfærd påvirker andre mennesker. Den indsigt er noget, du ikke altid selv kan regne ud eller gætte dig til. Selvom det kan være en tung viden at få, kan du ende med at udnytte den til din fordel senere hen, hvis du bruger energi på at forholde dig til den
  • Konflikter kan give dig større selverkendelse. Du får en anledning til at høre nogle beskrivelser af dig selv, som de ser ud i et andet menneskes øjne. Hvis ikke konflikten skal gentage sig tusind gange fremover, er du nødt til at forholde dig til den persons version af sandheden, selvom du måske er uenig, eller oplever nogle ting på en anden måde. Hvis du lytter ordentligt, og tager den anden persons følelser, tanker og oplevelser alvorligt, kan du blive nødt til at komme med nogle indrømmelser, give en undskyldning eller tage ansvar for at samarbejde lidt mere fremover, og det hæver selvværdet for alle parter
  • Du får en anledning til at træne dine evner til at lytte og stille uddybende spørgsmål til den person, du har en konflikt med
  • Gennemlevede konflikter skaber stærke relationer. Hvis alle kommer hel igennem konflikten, og føler sig nogenlunde hørt og forstået, så kan den samlede oplevelse medvirke til at skabe dyb nærhed, tillid og erkendelse efterfølgende. I parforhold kan konflikter udvikle kærligheden og endda ende med at skabe større tiltrækning

10 ulemper ved konflikter

  • Konflikter kræver tit forandringer i adfærden fra de involverede parter bagefter, og det kan være både hårdt og besværligt at arbejde med
  • Konflikter kan få trygge og solide facader til at gå op i røg på ubelejlige tidspunkter, og det kan være meget skræmmende. Det kan føles enormt utrygt at stå midt i en konflikt, fordi den kan udvikle sig som en løbsk og uforudsigelig vulkan. Hvis du ikke lige ved hvordan, du præcist skal tackle sådan en situation, kan det være en meget ubehagelig oplevelse
  • Du kan risikere at føle dig lidt overmandet af situationen, fordi den anden person argumenterer som et vandfald, manipulerer med dig, nedgør dig, bruger sarkasme mod dig, eller får dig fanget i nogle retoriske fælder, som du ikke ved, hvordan du skal slippe ud af. Du kan også risikere, at den anden person råber af dig eller på en anden måde bliver grov ved dig, og det kan måske gøre dig bange. Især hvis du ikke ved, hvordan du skal forsvare dig, eller ikke føler, at du har mulighed for at forsvare dig
  • Du kan risikere, at den person du kommer i en konflikt med, har tænkt mere over situationen, kan sætte mange flere ord på sine følelser end dig, og virker enormt afklaret på en masse punkter, hvor du selv ikke aner, hvad du skal svare, fordi du ikke har så meget øvelse i det. Det kan gøre at konflikten bliver lukket, uden at du overhovedet får sagt din mening, eller får sat gang i nogle forandringer, der er til din fordel, så du kommer ud af det med en følelse af ikke at være ordentligt forstået
  • Du kan komme til at føle dig alene og bebyrdet. Hvis du føler, at du har hele ansvaret for at få sat ord på, hvad der skal forbedres, og den anden person ikke kommer med nogen respons på de ting, du siger, eller selv kommer med løsningsforslag, kan det måske gøre dig irriteret og give dig en oplevelse af, at du står alene med at skulle løse konflikten. Det samme gør sig gældende, hvis den anden part simpelthen afviser dig, går sin vej, ignorerer dig, eller begynder at spille offer
  • Konflikter skaber afstand, hvis de løber af sporet. Hvis konflikten ikke udvikler sig på en måde, hvor den skaber større forståelse, men derimod er på vej til at blive en borgerkrig af gensidige beskyldninger, bebrejdelser og gamle episoder, der bliver brugt som våben, så kan det risikere at give dig en følelse af at være fanget i et jordskred af ren og skær håbløshed. Især hvis den samme gamle konflikt er dukket op for syttende gang i træk, og du bare ønsker at få den lukket én gang for alle, men ikke aner dine levende råd om, hvordan du skal få det gjort, så kan det risikere at dræne dig så meget for energi, at du måske i stedet ligefrem vil foretrække at gennemgå en rodbehandling uden bedøvelse
  • Konflikter afslører ubehagelige sandheder, som kan være svære at lytte til, fordi de måske giver dig skyldfølelse, får dig til at skamme dig, gør dig helt magtesløs, fordi du ikke ved hvad du skal gøre, giver dig en følelse af ikke at være god nok, eller gør dig ked af det. Konflikten kan gøre, at du du får noget nyt at vide om, hvordan din adfærd påvirker andre mennesker, og den indsigt kan gøre lidt ondt, fordi den kan gøre det nødvendigt for dig til at forholde dig til konsekvenserne af dine små og store valg i hverdagen
  • Du risikerer, at den anden person tager konflikten op igen en anden gang, selvom du synes, I har været igennem det hele før. Hvis du ikke bruger konflikten til at indrømme dine fejl, sige undskyld og stille uddybende spørgsmål, er det svært at lukke den på en måde, hvor den ikke dukker op igen, fordi den anden part måske ikke føler sig hørt af dig
  • Du risikerer, at du selv føler behov for at tage konflikten op igen en anden gang, selvom I har brugt energi på at være igennem det hele før. Hvis du ikke bruger konflikten til at sige, hvad du savner fra den anden person, påpege den anden persons fejl og bede om en undskyldning, er det svært at få den lukket, uden at den dukker op igen, fordi du måske ikke føler dig ordentligt forstået
  • Du kan risikere at miste kontrollen over din egen reaktion. Hvis du kommer til at hidse dig op, sige nogle ting du fortryder og vise dine følelser på en måde, hvor du ikke føler, at du kan styre det, kan det være en lidt ubehagelig oplevelse

Vil du have tillidsfuld og konstruktiv kommunikation i dit parforhold?

Klik her, og se de 3 måder jeg kan hjælpe dig på

 

Kunne du lide indlægget?

    Hvis du tror, at dine venner vil få noget ud af artiklen, må du meget gerne dele den med dem. Du finder knapper til deling på alle sociale medier lige herunder.
    Få besked, når jeg udgiver tips om personlig udvikling og parforhold ved at synes godt om mig på Facebook eller skrive dig op til mit nyhedsbrev.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

* indicates required

Se tidligere nyhedsbreve.

Coaching Psykoterapi Parterapi

Share

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.