10 fordele ved manglende sexlyst

Har du manglende sexlyst? Hvis sexlysten i en periode er forsvundet i dit parforhold, så fortvivl ikke. Det kan være med til at skabe ny nærhed i mellem dig og din kæreste.

 

Hvis du har manglende sexlyst, så kan det være første skridt på vejen til ny nærhed og dybere kærlighed mellem dig og din partner.

Du kan godt opleve at sexlysten forsvinder i de perioder, hvor du er ved at opdage og mærke nye sider af dig selv. De sider af dig selv, som du pludselig mærker, kan hjælpe dig til at sætte nye præmisser for forholdet, som er mere ægte end da I mødte hinanden.

Selvom det selvfølgelig kan være belastende at miste sexlysten, så har det på den måde alligevel mulighed for at sætte gang i en udvikling, som kan være med til at give jer et mere ærligt forhold.

10 fordele ved manglende sexlyst

  • Du får en anledning til at overveje, om din sexlyst mangler, fordi der er noget i dit parforhold, som ikke fungerer for dig. Måske er der noget, du savner fra din partner, eller nogle af dine grænser, der er blevet overskredet. Det behøver ikke at være grænser og behov, der relaterer til jeres sexliv, men kan stamme fra alle aspekter af jeres samliv og kommunikation. Hvis du finder ud af, at der er noget du savner, og siger det højt til din partner, kan det skabe ny nærhed i mellem jer (og måske kan det endda få din sexlyst til at vokse helt af sig selv)
  • Din manglende sexlyst kan være et tegn fra dit følelsesliv, som har mulighed for at give dig vejledning i, hvad du generelt har brug for lige nu i dit liv. Hvis du byder din manglende sexlyst velkommen i stedet for at modarbejde den, kan det være med til at fortælle dig lidt om, hvor du står i dit liv. Måske er din manglende sexlyst et signal til dig om, at du mangler omsorg og plads til dig selv, dine drømme, din kreativitet og dit følelsesmæssige og kropslige velbefindende
  • Hvis din sexlyst mangler, kan det være en sund og naturlig reaktion fra din krop, som reagerer på et eller andet, der tidligere er sket mellem dig og din partner. Måske har han eller hun tidligere gjort dig ked af det, vred eller har svigtet dig. Hvis de følelser stadig sidder i dig, uden at I har talt om dem på en måde, hvor du for alvor har følt dig hørt, så kan det have den konsekvens, at din sexlyst forsvinder eller køler lidt ned. Det sker, fordi du dybest set har brug for at blive lyttet til og talt med. I den situation kan din manglende sexlyst være en ansporing til dig og din partner om at tage dine følelser alvorligt
  • Hvis du ikke er så optaget af din seksualitet i en periode, har du mulighed for at fokusere på andre aspekter af dit liv, som du også værdsætter. Du har måske mulighed for at engagere dig på en anden måde i dit familieliv, dit arbejde, din sundhed eller din private følelsesmæssige og intellektuelle udvikling
  • Du og din kæreste får mulighed for at mærke hinanden som andet end kønsvæsner. Hvis jeres samvær skal give mening for jer i en periode, hvor seksualiteten er gået i dvale, så er I nødt til at finde nogle nye præmisser at være sammen på. Den proces kan være med til at skabe ny dybde og forståelse mellem jer, fordi I er nødt til også at forholde jer til hinanden som de mennesker I er neden under jeres identitet som kønsvæsner
  • Hvis du er vant til at forholde dig til dit sexliv som en opgave, du skal præstere eller imponere dig igennem, så kan det være sundt for dit selvværd at miste interessen for sex i en periode. Det kan få dig til at flytte fokus fra alt det, du føler du skal yde. I stedet får du en anledning til at mærke efter, hvad du selv har lyst til at modtage og blive fyldt op af i dit liv. Hvad gør dig glad, og hvad er dine egne følelsesmæssige behov?
  • Hvis I taler åbent om din manglende sexlyst, kan den være en ny kilde til indsigt for din partner. Han eller hun har en anledning til at finde ud af, om vedkommende måske selv kommer til at slukke lidt af din lyst gennem detaljerne i sin daglige opførsel over for dig
  • Både du selv og din partner har en fantastisk mulighed for at gå lidt i dybden med, hvad dine egne behov egentlig er. Hvis din sexlyst skal vokse, kan I være nødt til at helt at glemme tanken om det i en periode, for i højere grad at give plads til dine egne følelsesmæssige behov. Det kan være med til at vende en dynamik i mellem jer, hvis I er vant til at det ubevidst og automatisk er din partners behov der ellers fylder mest i parforholdet
  • Du og din partner har en mulighed for at udforske nye sider af jeres intimitet. I har en anledning til at spørge jer selv, hvordan I kan udvikle jeres nærhed på andre præmisser, end I er vant til
  • I har mere tid til dyb og let samtale, tavs nusseri, se film, ligge i ske, give massage, kys og andre aktiviteter og oplevelser, som er fuld af nærhed, intimitet og mening

10 ulemper ved manglende sexlyst

  • Hvis du har svært ved at rumme følelsen af at miste din sexlyst, så kan det give dig skyldfølelse. Måske kan det få dig til at føle dig presset til at genfinde en lyst, som du for tiden slet ikke kan mærke i dig selv
  • Hvis du ikke lytter til din manglende sexlyst, og trækker dig lidt ind i dig selv, så kan du komme til at have sex med din partner, selvom du ikke har lyst, og det kan overskride dine grænser
  • Hvis du ikke forstår din manglende sexlyst, kan du komme til at tolke den som om, at der er noget galt med dig
  • Hvis du ikke har en grundlæggende tillid til, at alting er, som det skal være, uanset hvad du går igennem, så kan din manglende sexlyst sætte gang i endeløse spekulationer og bekymringer om, hvorfor du har det sådan
  • Hvis du ikke ved, hvorfor din sexlyst mangler, og hvad du skal stille op med det, så kan det det få dig til at affinde dig med situationen, selvom du måske sagtens kunne få din sexlyst tilbage, hvis du og din partner arbejdede med det
  • Hvis din partner ikke brokker sig over jeres manglende sex, og du ikke selv mærker et behov for at arbejde med det, kan det blive en statisk situation i mellem jer, som kan skabe en følelsesmæssig afstand
  • Du kan i en periode miste nogle af dine ømme følelser for din partner, fordi I ikke oplever den ordløse og ubeskrivelige nærhed, der kommer af at have hinanden fysisk tæt på. Dit liv kan i en periode komme til at foregå meget oppe i dit hoved, hvilket kan virke lidt kedeligt og gråt
  • Din partner kan føle sig afvist, glemt og forsømt af dig, hvis du ikke har lyst til sex med ham eller hende. Den afvisning kan sidde så dybt, at det kan komme til udtryk på andre områder i parforholdet, hvor din partner måske bliver fjern, trækker sig, bliver afvisende eller irriteret over småting
  • Din partner kan blive så optaget af tanken om at have sex med dig, at han eller hun får en lidt klistrende opførsel over for dig. Din partner kan komme til at tænke så meget på sit eget behov og sin egen følelse af at blive forsømt, at han eller hun måske glemmer helt at interessere sig for, hvad du egentlig selv har brug for. Det kan gøre dig irriteret, fordi det måske er lige præcis dét, der i første omgang har slukket din sexlyst
  • Det kan skabe flere konflikter i mellem jer, fordi I ikke oplever den jævnlige fysiske hengivenhed. Når den mangler, kan det have tendens til at tage lidt af tilgivelsen, rummeligheden og forståelsen i hverdagen

Vil du have mere intimitet og sex i dit parforhold?

Klik her, og se de 3 måder jeg kan hjælpe dig på

 

Kunne du lide indlægget?

    Hvis du tror, at dine venner vil få noget ud af artiklen, må du meget gerne dele den med dem. Du finder knapper til deling på alle sociale medier lige herunder.
    Få besked, når jeg udgiver tips om personlig udvikling og parforhold ved at synes godt om mig på Facebook eller skrive dig op til mit nyhedsbrev.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

* indicates required

Se tidligere nyhedsbreve.

Coaching Psykoterapi Parterapi

Share

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.