Savner du en undskyldning fra din kæreste? Måske er du selv med til at forhindre din kæreste i at sige undskyld.
Vil din kæreste ikke sige undskyld til dig, efter han eller hun har kvajet sig? Måske er du selv med til at give din kæreste mindre lyst og mulighed for at give dig en undskyldning.
Her får du 10 årsager til, at din kæreste ikke vil give dig en ordentlig undskyldning fra hjertet.
10 grunde til at din kæreste ikke siger undskyld
- Du er ikke helt tydelig om, hvad det konkret er, du ønsker en undskyldning for. Du glemmer at holde fast i pointen, og går i stedet ind i et skænderi eller diskussion, der tager opmærksomheden fra dit ønske om at få en undskyldning
- Du tager ikke dine egne følelser alvorligt, og din kæreste kan derfor ikke mærke det rigtigt på dig, hvis du føler dig svigtet, såret eller er blevet vred. På den måde bliver din kæreste aldrig rigtigt klar over, hvilke følelser hans eller hendes adfærd sætter i gang hos dig. Han eller hun mangler et realistisk billede af konsekvenserne af sin adfærd, og har derfor ikke motivation for at ændre på den
- Du har ikke gjort dig det klart, hvilke konkrete konsekvenser din kærestes handlinger har for dig og for parforholdet. Derfor har du svært ved at trænge igennem til din kæreste, når du prøver at gøre ham eller hende opmærksom på, hvor stor betydning vedkommendes handlinger og undladelser har
- Du er ikke selv helt afklaret om, hvad det egentlig er, du vil med dit parforhold, hvilken type adfærd du ønsker, og hvilken type adfærd du ikke vil acceptere. Det får dig til at give udtryk for din kritik, når du er utilfreds, men forhindrer dig i at mærke og arbejde på at skabe de forandringer, som du selv ønsker
- Din kæreste føler sig uretfærdigt behandlet af dig, og kan ikke genkende de anklager, du fremsætter mod ham eller hende. Din kæreste føler sig ikke skyldig, og kan derfor ikke godtage at tage skylden og ansvaret på sig
- Du har nogle automatiske forventninger om, at din kæreste tager ansvar for nogle ting, som han eller hun i sine følelser dybest set ikke selv har accepteret at tage ansvar for. Derfor vil han eller hun heller ikke stå til regnskab for det, når han ikke lever op til det ansvar
- Du kommer til at bebrejde din kæreste for sine handlinger og undladelser uden at vise interesse for årsagerne til, at han eller hun vælger at handle på den måde. Det får din kæreste til at trække sig væk, fordi vedkommende føler, at han eller hun får hele skylden for et problem, som måske er en del af en større sammenhæng i jeres forhold
- Du undlader at forholde dig til din egen rolle, dit eget ansvar og dine egne fejl. Det gør din kæreste irriteret og lukker vedkommende i, så han eller hun heller ikke vil forholde sig til sine egne handlinger
- Du er nedladende, sarkastisk, anklagende eller bebrejdende i dine formuleringer og dit tonefald, hvilket krænker ham, og får ham eller hende til at lukke i som en østers
- Du kommer til at give din kæreste dårlig samvittighed ved at virke som et offer, være tavs, trække dig væk, være passiv og undlade at melde klart ud om dine anklage-punkter. Det giver ham eller hende enten overdreven skyldfølelse, eller gør vedkommende irriteret, fordi han eller hun føler sig presset til at redde dig eller tage mere ansvar end han eller hun synes, er rimeligt
Vil du have tillidsfuld og konstruktiv kommunikation i dit parforhold?
Klik her, og se de 3 måder jeg kan hjælpe dig på