7 tips til at give modspil til din kæreste

Kunne du godt tænke dig at blive lidt bedre til at give modspil til din kæreste? Her får du 7 tips til hvad du konkret kan sige.

Savner du at være lidt mere klar i spyttet over for din kæreste? Hvis du er i tvivl om hvordan man giver modspil, er det måske fordi du ikke har konkret træning i, hvad du skal sige.

Her får du 7 eksempler på samtale-emner der giver modspil i dit parforhold.

7 tips til at give modspil til din kæreste

  • Lad være med at holde din mening for dig selv, når det gælder almindelige emner i jeres fælles dagligdag. Sig det højt, når du har en holdning til konkrete aspekter af jeres praktiske liv – f.eks. hvor skal grillen stå, hvor ryddeligt skal der være i garagen, hvordan skal I bruge jeres fritid og hvordan skal de huslige opgaver fordeles. Især hvis du kan mærke, at du har en lidt anden mening end din kæreste på et område, hvor det betyder noget for dig, skal du huske at åbne munden. Lyt til din kærestes mening, og kræv selv at blive lyttet til
  • Sig fra, når du oplever, at der bliver stillet krav til til dig, som du ikke selv ser en mening i at leve efter. F.eks. hvis din kæreste stiller krav til madlavning, rengøring og aktiviteter, som du ikke er enig i. Lad være med at acceptere det uden videre, hvis din kæreste har nogle forventninger til dig, som du ikke selv har lyst til at leve op til. Tænk lidt over, hvad du selv synes er rimeligt, og hvordan du selv ønsker at leve dit liv. Sørg for at sige det højt, hvis du føler, at dine værdier kommer under pres ved at leve op til din kærestes forventninger
  • Stil krav, når du føler dig forsømt. Vær opmærksom på, om du af og til går rundt med en følelse af at mangle kærlighed, opmærksomhed og bekræftelse af din kæreste. Tænk over hvad det konkret er, du savner, og sig det højt. Lad være med at acceptere at dit liv skal leves uden kærtegn og ømhed, men kræv at dine behov bliver lyttet til
  • Vær åben om, hvem du i virkeligheden er ved at vise dine følelser. Hvis du og din kæreste har for vane at fortælle hinanden lidt om jeres dag, når I sidder sammen over aftensmaden, så bliv ikke ved referatet af dagens begivenheder. Sørg for at du også får fortalt lidt om hvordan de begivenheder har påvirket dig i stort og småt. Fortæl hvad denne dag har gjort ved dig, og hvad den har givet dig lyst til. Hvis du fortæller, at din chef var belastende, så nævn lige hvordan du har det med det.  Du behøver ikke at svinge dig op i de store filosofiske højder, men kan f.eks. sige “Min chef brokkede sig igen. Det gjorde mig irriteret på ham og gav mig lyst til at vende mig om og gå”. Det er nok til at skabe en lille smule mere åbenhed i samtalen
  • Godt modspil til din kæreste kan også simpelthen handle om at du engang imellem giver noget af din opmærksomhed ved at stille personlige spørgsmål til din kæreste. Og når din kæreste svarer, så fortsæt ved at spørge uddybende ind til de svar, du får. Personlige spørgsmål er f.eks. “Hvad kan gøre dig glad/vred/lettet/irriteret/kærlig/kølig/nysgerrig/forarget/tryg/jaloux osv.”. Uddybende spørgsmål er f.eks. når du beder din kæreste være helt konkret i sine svar ved at spørge “Hvordan?” eller “På hvilken måde”. Uddybende spørgsmål kan også være at du spørger til årsagen: “Hvordan kan det være?”
  • Vær opmærksom på, om du kommer til at bukke begge ender sammen på dig selv i forsøget på at undgå at gøre din kæreste vred eller ked af det. Spørg dig selv, om der er nogle vigtige ting, du lader være med at sige højt, fordi du frygter din kærestes reaktion på din ærlighed. Hvis du har noget vigtigt på hjerte, så prøv at sige det højt selvom det sætter gang i en reaktion i din kæreste. Det er ikke din opgave at gøre din kæreste tilfreds. Hvis du holder dine tanker for dig selv, skaber du bare endnu større problemer på den måde
  • Det kan virke lidt modsætningfyldt, men samtidig med at du ikke skal lade dig styre af din kærestes reaktioner, så må du ikke være ligeglad med følelserne bag. Uanset hvad du siger, så lad være med at være ligeglad med, hvordan dine ord påvirker din kæreste. Vær optaget af, hvad du gør ved din kæreste, samtidig med at du står ved dig selv. Hvis du husker at interessere dig for, hvordan din kæreste har det, vil det skabe enorm nærhed i mellem jer i de øjeblikke hvor du siger til og fra

Vigga Wagtberg, terapeut og parterapeut
I løbet af de sidste 10 år har jeg hjulpet mere end 1000 mennesker med at skabe trygge relationer.

Skal jeg også hjælpe dig?

Se ledige tiderSe priserSe anmeldelser

Kunne du lide indlægget?

    Hvis du tror, at dine venner vil få noget ud af artiklen, må du meget gerne dele den med dem. Du finder knapper til deling på alle sociale medier lige herunder.
    Få besked, når jeg udgiver tips om personlig udvikling og parforhold ved at synes godt om mig på Facebook eller skrive dig op til mit nyhedsbrev.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

* indicates required

Se tidligere nyhedsbreve.

Coaching Psykoterapi Parterapi

Share

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.