Tager du for meget ansvar i dine relationer?

Er du på overarbejde i dine relationer? Prøver du at parkere dine følelser i stedet for at være vred eller ked af det? Bærer du over med, at der ikke er plads til dine reaktioner, selvom det ikke føles trygt i dig? Det kan være tegn på, at du tager for meget ansvar i dine relationer.

Hvad gør du, når du i dine relationer oplever, at dine grænser bliver overskredet eller dine behov ikke bliver opfyldt? Når aftaler bliver brudt?

I en sund relation er dine følelser, behov og grænser vigtige. Det betyder, at dine reaktioner har en plads.

At den anden part viser interesse for, hvordan du har det med det, når du bliver forsømt eller krænket på din vigtighed, værdighed eller frihed.

Ansvar i sunde relationer

I en sund relation er den anden part opmærksom på din reaktion, når du fortæller, hvordan du har det. Spørger ind til dig. Anerkender dine følelser og forholder sig til sit ansvar. Du fortæller, hvad du konkret har brug for. Sammen afstemmer I forventninger for eftertiden.

Når du er åben om dine følelser i en sund relation, vil det føre til, at I tager et fælles ansvar for, at I har det godt med hinanden. Det betyder, at den anden part accepterer, at det har en pris for vedkommende at være i relationen med dig. I en sund relation må dine behov og grænser godt koste noget.

Det kræver noget af dig at blive hørt

Hvis du ikke vil være på overarbejde i dine relationer, så kræver det, at du har plads til dine følelser og dine reaktioner. Det får du ikke, hvis ikke du er åben om dem. Der er kun én i relationen, der er i stand til at fortælle ærligt og dækkende om, hvad der sker i dig: Dig.

Har du svært ved at være åben i dine relationer? Det kan være et mønster, du har med dig efter en bestemt type oplevelser i din opvækst.

Hvis du derimod er tryg ved at åbne dig i nogle relationer, men lukker dig sammen om dig selv i andre relationer, så kan det have noget med den specifikke relation at gøre. Så kan det handle om, at der er dynamikker på spil i relationen, som ikke er gode for dig.

Ansvar i usunde relationer

Hvis du er i en relation, hvor din reaktion enten bliver ignoreret, modarbejdet eller mødt med forklaringer og forsvar, så bliver du ikke set. Du har ikke den plads, du har brug for. Relationen er ikke balanceret.

Når det er dine behov, der ikke bliver mødt, dine grænser der ikke bliver respekteret eller dine følelser der ikke bliver hørt, så er det først og fremmest dig, der har brug for at blive rummet.

Du har brug for at blive hørt og måske “holdt” et øjeblik. At mangle dét er en big deal. At føle dig presset ind i en rolle, hvor det ligefrem i stedet er dig, der må rumme den andens modstand mod din reaktion, er en endnu bigger deal.

Du kan vænne dig til noget usundt

Hvad gør du, når du ikke bliver mødt? Hvis du føler dig forpligtet eller presset til at give din tilgivelse, din overbærenhed og din rummelighed, så er du på overarbejde. Tilgiver du, bærer over, og rummer, uden at du selv bliver mødt og uden at det føles trygt og ægte i dig, så er det et tegn på, at du har vænnet dig til noget usundt.

Du har vænnet dig til, at du ikke har plads til dine reaktioner. Du har vænnet dig til, at dine følelser ikke er vigtige og ikke har den plads, de skal have, for at du kan være dig.

Hvis du er i en relation, hvor dine behov og grænser ikke må koste noget, og hvor du ikke må reagere, når du ikke bliver mødt, så har du ikke plads nok.

Du tager for meget ansvar, når…

  • Du accepterer, at dine behov ikke må fylde i relationen
  • Du accepterer, at dine grænser ikke må fylde i relationen
  • Du accepterer, at det ikke må kunne mærkes i relationen, når dine behov ikke bliver mødt og dine grænser ikke bliver respekteret
  • Du accepterer, at det er dig alene, der betaler prisen for den plads, du mangler

Hvad gør det ved dig, når du ikke har plads i dine relationer?

  • Du kan blive skiftevis ked af det over at føle dig overset og vred over ikke blive hørt
  • Hvis du har svært ved at være i din sorg og vrede, kan du komme til at vende situationen på hovedet, og få problemet til at handle om, at dine forventninger er for store i stedet for om, at du ikke har det godt i din relation
  • Du vil måske skifte mellem at acceptere at pakke dine følelser og reaktioner væk, at kæmpe for at blive hørt og have lyst til at flygte fra relationen

Hvad kan du gøre ved det?

Hvis du tager for meget ansvar i dine relationer, så er det dig, der betaler prisen for det. Det koster energi og livskvalitet, og kan meget hurtigt betyde noget for, hvor tryg du føler dig i dine relationer i det hele taget.

Vil du af med dit overarbejde, kræver det af dig, at du bliver fortrolig med dine følelser – og at du ved, hvordan du konkret kan lytte til dem. Hvad er det, de siger til dig? Hvordan skal du forholde dig til dem? Hvad er rimeligt at forvente i en relation? Hvad må du bede om? – og kan man egentlig bede om for meget?

Du har måske også brug for at lære, hvordan du konkret kan udtrykke dine behov og grænser på en tydelig og respektfuld måde.

Først og fremmest har du brug for at erfare, at du godt må koste noget.


Vigga Wagtberg, terapeut og parterapeut
I løbet af de sidste 10 år har jeg hjulpet mere end 1000 mennesker med at skabe trygge relationer og lette skuldrene fra vildfarne byrder.

Skal jeg også hjælpe dig?

Se ledige tiderSe priserSe anmeldelser

Kunne du lide indlægget?

    Hvis du tror, at dine venner vil få noget ud af artiklen, må du meget gerne dele den med dem. Du finder knapper til deling på alle sociale medier lige herunder.
    Få besked, når jeg udgiver tips om personlig udvikling og parforhold ved at synes godt om mig på Facebook eller skrive dig op til mit nyhedsbrev.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

* indicates required

Se tidligere nyhedsbreve.

Coaching Psykoterapi Parterapi

Share

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.